Viden om hjernetumorer
Livet med hjernetumor
Tryksager om hjernetumor
Aktiviteter
Nyheder
Støt vores arbejde
Om foreningen
Bliv medlem
  1. Forside
  2. Livet med hjernetumor
  3. Rettigheder og lovgivning

Rettigheder og lovgivning

Rettigheder for den ramte:

Psykologhjælp

Du og dine pårørende kan få tilskud til psykologbistand gennem den offentlige sygesikring. Det er lægen, der skriver henvisning til psykolog. 
Hvis du har en privat sundhedsforsikring, hvilket mange har via deres arbejde, bør du undersøge, om den dækker psykologbistand.  

Patientvejleder

Alle regioner har en patientvejleder, du kan tage kontakt til for at få råd og vejledning om dine rettigheder, når du er i kontakt med sundhedsvæsenet.  
Du kan finde kontaktoplysninger på patientvejlederne i alle regioner hos Styrelsen for Patientsikkerhed på stps.dk.

Aflastning og pleje

I kan få brug for hjælp til at klare pleje eller praktiske opgaver i hjemmet ved at få bevilget hjemmehjælp fra kommunen i en periode. Det kan både være, hvis du har behov for døgnhjælp eller brug for hjælp nogle timer til at klare praktiske opgaver.  
Hvis du har pårørende i hjemmet, vil de formodentlig hjælpe med nogle opgaver, men det er stadig muligt at få bevilget hjælp til personlig hygiejne eller rengøring. Hvis din pårørende er ældre, selv er syg, eller af anden årsag har brug for at blive aflastet, kan I søge om hjælp. 

Hjælpemidler

Kommunen kan også yde tilskud eller bevilge dig hjælpemidler i hjemmet, hvis du har fået en funktionsnedsættelse som følge af din hjernetumor. I nogle tilfælde kan du låne hjælpemidler – f.eks. kørestol – og i andre tilfælde, kan du få refunderet udgiften, hvis der er tale om et personligt hjælpemiddel som eksempelvis sko eller paryk. Vent med at købe noget, til du har fået kommunens accept, ellers kan du ikke få refunderet udgiften. Mindre hjælpemidler – såsom badestol eller rollator – skal du selv betale. 

Tolkebistand

Tolkebistand er vigtigt for patientsikkerheden og for at sikre lige vilkår og muligheder for alle i sundhedsvæsnet. Derfor er det i nogle tilfælde muligt at få stillet en tolk til rådighed.  
Hvis du har boet mindre end tre år i Danmark og har problemer med at forstå information på dansk, får du gratis tolkebistand, der rekvireres af lægen. Hvis du har boet i Danmark mere end tre år, skal du selv betale for tolkebistand. 

Sygedagpenge og forsørgelse

Vi anbefaler dig at kontakte din fagforening / a-kasse med spørgsmål om sygedagpenge, og ved længere tids sygemelding om tilbagevenden til arbejde. 
Hvis du ikke kan vende tilbage til dit arbejde, kan du tale med kommunen og din pensionskasse om mulighederne for fleksjob, førtidspension og erstatning for tab af erhvervsevne. 

Pension og forsikring

Mange har gennem deres pensionsordning eller forsikring mulighed for at få udbetalt en forsikringssum ved kritisk sygdom og/eller tab af erhvervsevne. Betingelserne er forskellige fra selskab til selskab, men vi anbefaler dig at undersøge det. 

Rettigheder for de pårørende:

Fri ved samtale og undersøgelser som pårørende

Man har som udgangspunkt ikke ret til at holde betalt fri for at tage med en syg pårørende til undersøgelser og samtaler på hospitalet, medmindre der er tale om akut skade (force majeure). 

Pasnings- og plejeorlov

Det er muligt at få pasnings- eller plejeorlov til at tage sig af den ramte. Der er en række betingelser, der skal være opfyldt, som du kan læse mere om på borger.dk, ligesom du kan se afsnittet herom i vores håndbog. 

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Bente Toth Mouritzen er tilknyttet HjernetumorForeningen og svarer på spørgsmål om dine rettigheder som hjernetumorpatient eller pårørende.

Spørg socialrådgiveren
Læs mere
Alt om livet med hjernetumor
  • Sorg
  • Pårørende
  • Støtte og rådgivning
  • Et forandret liv - ni film om livet med en hjernetumor
Alt om livet med hjernetumor

HjernetumorForeningen

c/o Morten Nielsen Hjortekærsvej 119A 2800 Lyngby
info@hjernetumorforeningen.dk
CVR: 34 66 73 73

Støt HjernetumorForeningen

Som medlem af HjernetumorForeningen bliver du en del af et stærkt fællesskab, hvor vi altid er der for hinanden. Vil du være med?

Bliv medlem Giv et bidrag

Støttet af:

Privatlivspolitik