Min mand døde af en glioblastom, kunne det have gjort en forskel, hvis den var blevet opdaget før?
Hjernekirurg Mads Hjortdal Grønhøj fra HjernetumorForeningens ekspertpanel har svaret på dette spørgsmål
Hjernekirurg Mads Hjortdal Grønhøj fra HjernetumorForeningens ekspertpanel har svaret på dette spørgsmål
Min mand døde af en glioblastom i nov. Fra han fik diagnosen og til han døde gik der 15 mdr. Da den blev opdaget var den 4x5 cm og sad på talecentret. Kunne ikke opereres men fik stråling og kemo.
Hvor længe kan han har haft den inden den blev opdaget? Være født med den? Havde det gjort nogen forskel hvis den var blevet opdaget fx 3-6 mdr. før han fik diagnosen? Hvor hurtigt vokser den uden behandling? Hvis han ikke havde fået stråling og kemo, hvor lang tid havde han kunne leve?
Kære spørger
Glioblastom er en aggressiv form for hjernekræft. Den rammer tilfældigt. Denne kræftform er aldrig medfødt, men udvikler sig pludseligt og ofte over en kortere periode. Man kan når diagnosen stilles, ikke udtale sig om præcis hvor lang tid den har været om at udvikle sig, men nogle studier tyder på at det drejer sig om et spænd fra et par måneder og op til 6-12 måneder.
Det er desværre sådan, at glioblastom er en uhelbredelig sygdom. Den vil man altid dø af. Selv i de tilfælde hvor kirurgen kan fjerne alt det svulstvæv han kan se, ja så vil den typisk vokse frem igen i løbet af 6-12 måneder. Den gennemsnitlige overlevelse uafhængig af hvornår den opdages (altså størrelsen på den når diagnosen stilles), og hvis man modtager fuld behandling (dvs. operation samt efterfølgende stråle- og kemoterapi) er omkring 16-20 måneder lidt afhængig hvor man slår statistikken op.
Hvis man ikke modtager fuld behandling er overlevelsen endnu kortere. Modtager man slet ingen behandling efter diagnosen er stillet, er den gennemsnitlige overlevelse ca. 4 måneder.
Væksthastigheden på et glioblastom, med og uden behandling, er høj. Nogle studier indikerer at den kan fordoble sin egen størrelse på 4-7 uger.
Med venlig hilsen
Mads Hjortdal Grønhøj
For medlemmer
Er du medlem af HjernetumorForeningen, kan du spørge vores tilknyttede eksperter om sygdommen.
Send dit spørgsmålDer findes forskellige typer hjernetumorer, og de behandles forskelligt. Symptomerne afhænger af, hvor tumoren sidder.