Jeg oplever meget hjernetræthed og hukommelsesbesvær efter min tumor. Hvor langt tid kan det tage at få det bedre?
Ledende overlæge Charlotte Aaquist Haslund fra HjernetumorForeningens ekspertpanel har svaret på dette spørgsmål.
Ledende overlæge Charlotte Aaquist Haslund fra HjernetumorForeningens ekspertpanel har svaret på dette spørgsmål.
Hej,
Jeg er en overlevende hjernetumorpatient. Jeg fik ødemer i hjernen og havde også en tumor. Det fandt de i 2024 i august. Alt det er væk nu, og jeg har lidt arvæv tre steder i min hjerne. Jeg fik kun to gange kemoterapi og højdosis Prednisolon i alt et halvt år.
Jeg oplever meget hjernetræthed og hukommelsesbesvær. Det er cirka to år siden de fandt det, og tumoren og væsken var væk efter under et år.
Hvor langt tid kan det tage at få det bedre? Og kan ødemerne komme efter tumoren eller hænger det ikke sammen?
Med venlig hilsen
Kære spørger,
Det, du beskriver, er desværre meget almindeligt efter at have haft en hjernetumor og ødemer. Selvom både tumoren og væsken er væk, kan hjernen stadig være påvirket i lang tid efterfølgende. Hjernetræthed og hukommelsesbesvær er nogle af de hyppigste senfølger, og de kan skyldes flere ting. Blandt andet kan der være dannet arvæv, som gør, at signalerne i hjernen ikke fungerer helt så effektivt som før. Behandlingen spiller også en rolle – både kemoterapi og længerevarende behandling med Prednisolon kan påvirke koncentration, energi og hukommelse.
Mange oplever bedring inden for de første 1–2 år, men det er ikke unormalt, at symptomer som træthed og kognitive udfordringer kan vare længere. Hos nogle forsvinder det ikke helt, men bliver gradvist mildere, og man lærer strategier til at håndtere det bedre i hverdagen.
I forhold til ødemer hænger de som regel sammen med en aktiv påvirkning i hjernen, for eksempel tumor, inflammation eller behandling. Hvis din tumor er væk, og dine kontroller er normale, er det mindre sandsynligt, at der opstår nye ødemer uden en konkret årsag. Det, du oplever nu, lyder derfor mere som senfølger og er en typisk helingsproces efter dit forløb. Den kan være langvarig, men der er stadig gode muligheder for yderligere bedring over tid.
Venlig hilsen
Charlotte
Ledende overlæge, Aalborg Universitetshospital
For medlemmer
Er du medlem af HjernetumorForeningen, kan du spørge vores tilknyttede eksperter om sygdommen.
Send dit spørgsmålEr du hjernetumorpatient eller pårørende og medlem af HjernetumorForeningen, kan du spørge vores tilknyttede eksperter om sygdommen.