Jeg er tilbudt operation, men jeg i tvivl om det er det rigtige?

Hjernekirurg Mads Hjortdal Grønhøj fra HjernetumorForeningens ekspertpanel har svaret på dette spørgsmål.

""

Spørgsmål 

Hej
Jeg er en kvinde på 61 år og som et bifund fandt man i 2021 et frontalt højre koveksitetsmeningeom på 19x16 intet perifokalt ødem. Jeg er blevet scannet hvert år frem til nu, og ved en scanning i september 2025 er meningeom vokset til 24x21 med moderat tiltagende vasogent ødem.

Jeg er tilbudt operation, og generelt er jeg meget autoritetstro og tror på læger, men jeg kan her mærke, at jeg har brug for at få af vide andetstedsfra også, at det er nu, at den skal opereres ud?
På forhånd tak

Venlig hilsen

Svar

Kære spørger,

Tak for dit spørgsmål. Der er jo tale om en beskeden vækst over 4 år. Det er rigtigt, at man i denne situation kan tilbyde operation, men det kan ikke opfattes som ufravigeligt - det er altså en mulighed/et tilbud.

At der er ødem, udgør ikke i sig selv en absolut operationsindikation. Men det er korrekt at tilbyde dig operativ fjernelse (på grund af vækst + ødem), men det er også muligt, at fortsætte kontrolforløbet. I din situation opfatter jeg de to muligheder som ligeværdige.

Hvis den/de næste kontrolscanninger viser vedvarende vækst, så bliver operation nok uundgåeligt på et tidspunkt. Men uanset meningeomets størrelse, er der tale om en hjerneoperation der er forbundet med nogle risici. Og dem skal du selvfølgelig være indforstået med. 

Med venlig hilsen

Mads Hjortdal Grønhøj, (Kirurg), Overlæge, klinisk lektor, ph.d., Odense Universitetshospital

For medlemmer

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du medlem af HjernetumorForeningen, kan du spørge vores tilknyttede eksperter om sygdommen.

Send dit spørgsmål

Spørg vores hjernetumor-eksperter

Er du hjernetumorpatient eller pårørende og medlem af HjernetumorForeningen, kan du spørge vores tilknyttede eksperter om sygdommen.