Hvor kan vi finde en velegnet psykolog?

HjernetumorForeningens socialrådgiver Bente Toth Mouritzen har svaret på dette spørgsmål.

""

Spørgsmål

Min kone er blevet opereret for hjernetumor i juni i år. Der var tale om en “vågen” operation. Min kone var indlagt på sengeafdelingen , medens hun ventede på plads på Neurocenter. Det endte med at min kone kom på Neurorehabilitetscenter. Jeg har, som pårørende, boet på et pårørende-værelse for at kunne støtte min kone.

Min kones absolut største udfordring er, at hendes tale er hårdt ramt. Der er under opholdet sket forbedringer, men hun er ikke i stand til at føre en egentlig samtale, og kan heller ikke stave/skrive. Derfor undertegnede der skriver dette.

Ud over taleproblemer med stave-/skrive problemer har min kone manglende følelse  i højre side. Det er især mund, arm og hånd. Det er besluttet at min kone skal udskrives og overgå til videre træning i kommunalt regi.

Nu kommer jeg til det egentlige: det er ofte svært for min kone at styre følelserne, når hende situation ændrer sig, og nogen gange kan hun miste troen på at tingene bliver bedre. Vi har besluttet, at vi gerne vil konsultere en psykolog med henblik på at få hjælp til de følelsesmæssige reaktioner, og efterlyser derfor en psykolog med kendskab til afasi. Det vil på nuværende tidspunkt nok være nødvendigt at jeg deltager som pårørende. Kan Hjernetumorforeningen hjælpe med kontaktoplysninger til velegnet psykolog ? 

Mvh 

Svar

Kære spørger 
 
Du og din hustru kan begge få hjælp til psykologsamtaler, da din hustru er ramt af alvorlig sygdom. I skal bede egen læge om en henvisning, og I vil så hver få tilbudt 12 samtaler med 60% tilskud fra sygesikringen. Det er desværre ikke muligt for mig at anbefale en specifik psykolog, men på hjemmesiden psykologeridanmark.dk kan du søge efter en psykolog med speciale i hjerneskader, som afasi jo udspringer af. Du skal være opmærksom på, at ikke alle psykologer tager imod henvisninger fra sygesikringen, hvorfor der ikke gives tilskud til samtalerne hos disse. 

Bedste hilsner
Bente Toth Mouritzen, socialrådgiver

Få hjælp fra vores socialrådgiver

Socialrådgiver Bente Toth Mouritzen er tilknyttet HjernetumorForeningen og svarer på spørgsmål om dine rettigheder som hjernetumorpatient eller pårørende.

Spørg socialrådgiveren

Få mere at vide om hjernetumorer

Der findes forskellige typer hjernetumorer, og de behandles forskelligt. Symptomerne afhænger af, hvor tumoren sidder.