Er det muligt at skelne mellem vækst og stråleskader?
Hjernekirurg Mads Hjortdal Grønhøj fra HjernetumorForeningens ekspertpanel har svaret på dette spørgsmål
Hjernekirurg Mads Hjortdal Grønhøj fra HjernetumorForeningens ekspertpanel har svaret på dette spørgsmål
Jeg har siden 1995 haft et oligodendrogliom, de første 20 år grad 2, siden 2015 grad 3 - 1p,19q, IDH1 mutation og promethyleret.
Jeg er opereret i 1995, 2009 og sidste gang ved en vågen operation på Rigshospitalet i 2015. Efter operationen strålebehandlinger og 1 måneds PVC kemo. Følger af operationen var venstresidig hemiparese, som bedredes de første år, men nu forværres igen, så jeg bruger stok, rollator, og kørestol på længere strækninger.
MR i juni viser, at der som noget nyt er hvad Skejby kalder stråleskader i venstre side (kræften er i højre frontallap bagtil i motorisk /præmotorisk område ). Skal scannes igen om en måned.
I 2016, da MR viste forandringer, mente Skejby, at der var stråleskader og tilbød kemo, Rigshospitalet (kirurgen fra 2015) var ikke så sikre, men oplyste mig, at det kan være svært at skelne mellem stråleskader og tumorvækst -så de foretog en biopsi, der viste, at der var tale om stråleskader og dermed ikke behov for kemo.
Mit spørgsmål er nu: Er det muligt at skelne mellem vækst og stråleskader efter jeres opfattelse? Og vil det give mening med kemo til stråleskader?
Jeg har levet i usædvanligt mange år med min hjernetumor, men ønsker naturligvis ikke behandling der kan forværre mit handicap. På forhånd tak.
Kære spørger,
Det er et rigtig godt spørgsmål. Det er til daglig en stor udfordring for os kirurger, onkologer og radiologer (røntgenlæger) at vurdere med udgangspunkt i en scanning, om der er tale om strålefølger eller reel vækst af sygdommen. Mange forskellige scanningstyper og sekvenser har været afprøvet, men ingen af dem kan med sikkerhed besvare dette spørgsmål.
Skal man være helt sikker (så sikker som muligt), så skal man have foretaget en biopsi, sådan som man tidligere har gjort i dit tilfælde. Strålefølger er en irreversibel tilstand som er svær at behandle. Nogle gange tilbydes man det biologiske lægemiddel Bevacizumab i forsøgs-/forskningsøjemed, andre gange gives steroid og mange gange slet ingen behandling.
Med venlig hilsen
Mads Hjortdal Grønhøj
For medlemmer
Er du medlem af HjernetumorForeningen, kan du spørge vores tilknyttede eksperter om sygdommen.
Send dit spørgsmålDer findes forskellige typer hjernetumorer, og de behandles forskelligt. Symptomerne afhænger af, hvor tumoren sidder.