Fra Frid: Vi lever på trods

Lotte Blicher Mørk er præst på Rigshospitalet og i hendes netop udkomne ‘På en måde skal vi dø’ (Gyldendal, 2016) skriver hun: ”Ud over de fire sengeafsnit, der har indgang fra reposen, er der også et såkaldt “pårørenderum”, hvor de pårørende til patienterne på det intensive neurokirurgiske afsnit kan opholde sig, imens de venter. Derfor kan man møde grædende, urolige og sommetider højlydte mennesker, der går hvileløst rundt, går ind og ud af rummet, imens de venter. Venter på at få en besked eller en opdatering om deres barn, kone, mand, søster eller ven, der enten er kørt til operation eller bliver behandlet inde på stuen. Hver gang en dør åbnes, eller en hvid kittel viser sig, kan man se deres årvågenhed, se at deres kroppe retter sig og går i alarmberedskab. Det er den stemning, man kan blive mødt af, når elevatoren stopper på 9. sal”.

Det er en enorm fin beskrivelse, synes jeg. For på Neurokirurgisk Klinik handler det om liv og død.

I sin lille bog fortæller Lotte Blicher Mørk om samtaler med patienter på Riget. Alvorligt syge mennesker, der må leve med det opslidende meningsløse. Vi søger en mening, selv om der ingen er. Vi må leve med, at netop du og jeg fik den hjernetumor, som ændrede vores og vores pårørendes liv for altid. En af Lotte Blicher Mørks fine pointer er, at vi må leve videre og forsøge at finde en ny mening med livet, på trods at sygdommen har slået benene væk under os.

Gennem samtaler med alvorligt syge på Riget erkender hun, at livet sjældent er enten lykkeligt eller det modsatte, men at det både let og tungt. Blicher Mørks kristne tro hjælper hende til at leve med de tilfældigheder, de fører til mange alvorlige sygdomstilfælde på Riget. Ved at hengive os til sorgen og magtesløsheden erkender vi ydmygt, at vi alle før eller siden vil ende på tærsklen til døden. Og netop erkendelsen af vores magtesløshed i forhold til døden forpligter os - kristne eller ej - til at leve så intenst, vi formår.