Fra Frid: Film bryder tabu om hjernesvulst

I filmen er Trine Dyrholm gift med en karismatisk skoleleder, spillet af Nikolaj Lie Kaas.

Da manden får konstateret en hjernesvulst og dernæst bliver anholdt og sigtet for bedrageri i millionklassen, udfordres den pårørende hustru. Hun må selvfølgelig finde ud af, om hendes mand virkelig skyldig. Eller om det var svulsten, der påvirkede hans beslutninger.
Filmen er baseret på en roman af Christian Jungersen, der udkom i 2012. Jungersen stiller i sit værk en række dybe spørgsmål: Hvor godt kender man egentlig sin kæreste, når han eller hun får personlighedsforandringer som følge af en hjernesvulst?
I romanen - der fortælles af den kvindelige hovedperson - spørger hun sig selv: Hvem er det menneske, som jeg har bygget mit liv op omkring, nu hvor svulsten har forandret hans personlighed? Er han stadig det menneske, jeg i sin tid forelskede mig i?
Er vi vores hjerner? Og har vi en fri vilje?

Jeg lå selv i sygesengen efter at have fået fjernet en hjernetumor, da jeg første gang læste Jungersens roman. Jeg græd mig igennem den, selv om det var en ringe trøst, at jeg ikke havnede så langt ude som romanens skoleleder.
Men jeg genkendte spørgsmålene - og de var skræmmende.

I romanen kunne jeg blandt andet læse en briefing af en hjernetumor patient, der næsten fra ord til andet var identisk med den orientering, min kone og jeg fik før min operation.
Den detalje afslører, hvor dybt Jungersen har researchet sin bog. I de år han skrev romanen, voksede vores viden om hjernen og dens sygdomme eksplosivt. Siden da er der kommet endnu mere forskning til. Derfor er det godt at vide, at instruktøren bag filmatiseringen, Peter Schønau Fog er lige så langt inde i hjernens finurligheder, som Jungersen var og er.
Historien er altså i kompetente hænder både som bog og film.
Og med Dyrholm og Lie Kaas i front kan det næppe gå helt galt.

Men husk, at der er tale om mere end familieunderholdning. Det er en historie, der gør ondt på os der har hjernesvulster inde på livet. Men det gavner at få sat ord og liv på en sygdom, der stadig er behæftet med tabu, skyld og skam. Hjernen er måske vores sidste tabu. Men et tabu er sjældent til gavn, så lad os få brudt det.

Det kan ‘Du forsvinder’ hjælpe med.