Fra Frid: Fem år efter

Før da vidste jeg end ikke, hvad en hjernetumor var. Vidste bare, at jeg så dårligt, havde svært ved at selektere lyde og hele tiden var træt. Heldigvis kom jeg i gode, kompetente hænder.

Jeg husker stadig turen ned gennem Riget fra den Neurokirurgiske Klinik på 9. sal til operationsstuen på sjette. De stakåndede nervøse sekunder inden vi kørte på stuen. Angsten inden narkosen satte bevidstheden fra inden en ikke risikofri operation.

Og opvågningen bagefter. Ømskindetheden. Frygten for ikke at været blevet mig selv igen. For måske af at have huller i hukommelsen, at have glemt dele af mine børns opvækst. Derfor lå jeg i nattemørket på hospitalet og gennemgik dag for dag hvad min familie og jeg havde foretaget os i det forgangne år.

På mange måder begynder man forfra efter sådan en operation. Bagefter fulgte for mit vedkommende den lange genoptræning før jeg atter kunne gå ud i verden, som jeg huskede den - og som den huskede mig. Jeg glemmer nok aldrig den periode. Det var hårdt. Men også en ny begyndelse. Fra tumoren blev afsløret til jeg atter kunne gå på arbejde igen, næsten otte måneder senere, sansede jeg tilværelsen stærkt, oplevede nærmest livet som en ny chance, der gav mig mulighed for at smage en kartoffel, som jeg ikke havde smagt den før.

Jeg løb hver dag som gjaldt det livet. Lyttede til musik, læste og så film, så intenst som jeg ikke mindedes at have gjort det tidligere; det skulle da lige være, da jeg som barn slugte datidens Illustrerede Klassikere. På biblioteket lånte jeg, hvad der var af bøger om hjernen og dens sygdomme. Det var et stærkt begrænset udvalg dengang i 2012. Siden er markedet nærmest eksploderet med bøger om hjernen og dens måder at fungere på. Heldigvis.

Hjernen er nemlig stadig i alt for høj grad et tabu, som vi ved alt for lidt om. I vores moderne, strømlinede verden skal hjernen bare fungere optimalt. Alt for mange forbinder fortsat sygdom i hjernen med skam og skyld. Det er der ingen grund til. En af de få gode ting man kan sige om hjernetumorer er nemlig, at de kommer til os, uden at vi har gjort noget for at få dem. Det er altså som regel ikke nogens skyld, at vi får dem. At de så kan ændre vores liv og personlighed er en anden sag.

Nu fem år efter er jeg selv et omvandrende bevis på, at man kan overleve en hjernetumor. Og vi bliver flere og flere. Jeg forsøger at tale åbent om min operation, fordi jeg ved, at mange oplever diagnosen som noget nær en dødsdom. Men flere og flere overlever deres hjernetumor. Og hvis vi formår at tale sammen - patienter, pårørende og sundhedspersonale - kan det blive begyndelsen til helbredelse af endnu flere.