Fra Frid: Du skal bare leve livet

Vi er mange, der nikker genkendende til oplevelsen af, at operation kun er begyndelsen til en lang proces. Vejen tilbage - eller frem - kan være lang og vanskelig. Ofte føler man sig bange, ensom og utryg. For der er ingen garanti for, at livet som man kender det, vender tilbage.

Louise Ry betonede de ting, der har hjulpet hende videre: Hun og hendes mand har et kolonihavehus, hvor hun har kunnet finde ro og glæde ved livet. At opleve grene og blomster springe ud er en forårsbebuder, der betyder meget i en ellers dyster verden. Men Louise har også fundet sammen med en netværksgruppe på Nørrebro i København. For Louise - som for mange andre - er det finde sammen med andre mennesker, der har en hjernetumor inde under huden, begyndelsen til at bryde den ensomhed, som ofte følger med diagnosen.

Men nok så stort indtryk gjorde det på mig, da Louise Ry Mathiasen fortalte om, hvordan hun mødte sin kirurg på Dronning Louises Bro. Netop den dag gik hun og ventede på svar efter en skanning. Lægen sprang - i overført betydning - ud af sin hvide kittel og spurgte hende dér på broen, om ikke hun havde lyst til at få svaret på skanningen? Det havde hun. Og svaret var heldigvis positivt.

Det fik Louise Ry til at spørge kirurgen til om, hvorvidt det var ansvarligt af hende at sætte et barn i verden? Hun var nemlig i tvivl om det var et selvisk valg at føde et barn? Eller om det var en legitim fælles drøm, hun delte med sin mand? Til det svarede lægen:’Du skal bare leve livet’. Louise oversatte lægens svar til, at det er hende selv og ikke hjernetumoren, der skal bestemme over hendes liv. Og siden mødet på Dronning Louises Bro har Louise Ry og hendes mand fået en søn.

Deres søn, Axel hedder han, er blevet en hjælp til at undgå bitterhed og en reminder om det vigtige i at leve, mens man kan. Lige nu  ‘danser jeg lidt rundt på det der usikre trin, inden man skal ud på arbejdsmarkedet igen’ skriver Louise Ry Mathiasen i en mail om hendes indlæg på Hjernetumordagen.

Jeg håber inderligt, det vil lykkes for hende. Det har hun - og hendes lille familie - ærligt fortjent. Selv har jeg taget lægens råd med mig hjem som en slags motto.