Mindeord for Karen Risgaard
Det er med stor sorg, at vi i dag, fredag den 17. oktober 2025, har modtaget beskeden om, at vores tidligere formand, Karen Risgaard, er gået bort efter længere tids sygdom med kræft.
Det er med stor sorg, at vi i dag, fredag den 17. oktober 2025, har modtaget beskeden om, at vores tidligere formand, Karen Risgaard, er gået bort efter længere tids sygdom med kræft.
Karen fik heldigvis næsten ti måneder mere på denne jord, end hun selv havde forventet. Det siger meget om den råstyrke og kampvilje, hun besad – et kraftværk uden lige!
Karens urkraft er også den vigtigste grund til, at HjernetumorForeningen står, hvor den gør i dag – velfunderet, velrespekteret og velfungerende.
Hendes indsats har været uvurderlig på alle planer – helt frem til hun måtte trække sig i sommeren 2024 for at fokusere på sig selv og sine nærmeste.
Nu er det op til os andre at føre arbejdet videre – med respekt for det solide fundament, Karen har været med til at bygge op, og med samme dedikation for hjernetumorpatienter og deres pårørende i Danmark.
Det har jeg og resten af bestyrelsen lovet Karen, at vi vil gøre efter bedste evne. Karens lys vil for altid skinne i foreningen og minde os om hendes styrke, varme og handlekraft.
Jeg nåede at give Karen en sidste foreningsopdatering forrige weekend, inden hun kom på hospice den 5. oktober. Karen var oprigtig interesseret og velreflekteret til det sidste.
Alle tanker til Karens datter, Cæcilie, og til familie og venner i denne svære tid.
Hvil i fred, du gæve nordjyde 🕊️
Morten Nielsen, forperson
på vegne af bestyrelsen og alle i HjernetumorForeningen
***
Bisættelse vil ske lørdag den 25. oktober kl. 11 i Hans Egedes Kirke, Aalborg.
***
Efter Karens ønske er der oprettet en mindeindsamling til foreningen. Donationer kan gives til HjernetumorForeningen konto: 9570-0012990766 eller MobilePay 66703 mrk. “Til minde om Karen”.