Weekendseminar: To dage, hvor du ikke behøver at forklare dig

Vi afholder weekendseminar for hjernetumorpatienter og pårørende på Trinity Hotel ved Fredericia den 24.-25. oktober 2026.

Når man lever med en hjernetumor, ændrer sygdommen ofte langt mere end helbredet. Den påvirker hverdagen, familien, arbejdet, relationerne og tankerne om fremtiden. Mange oplever også, at det kan være svært at finde nogen, der helt forstår, hvad livet med en hjernetumor indebærer.

Derfor inviterer HjernetumorForeningen igen til vores årlige weekendseminar lørdag-søndag, den 24.-25. oktober 2026 på Trinity Hotel ved Fredericia.

Weekenden er for dig, der lever med en hjernetumor, og for dig, der er pårørende. Her møder du mennesker, der ved, hvordan det er. Du får mulighed for at dele erfaringer, lytte til andres historier og hente ny viden og inspiration til hverdagen. Mange fortæller efterfølgende, at de rejser hjem med større ro, nye bekendtskaber og følelsen af ikke længere at stå alene.

Program

Lørdag arbejder vi i mindre grupper med samtale, refleksion og erfaringsudveksling. Der bliver god tid til pauser, så alle kan få luft, hvile hovedet eller gå en tur ned til Lillebælt.

Deltagerne opdeles i tre grupper:

  • Hjernetumorramte med højgradstumor
  • Hjernetumorramte med lavgradstumor
  • Pårørende

Lørdag afsluttes med fælles middag.

Søndag byder på et fælles oplæg. Årets oplægsholder offentliggøres senere.

Hvem kan deltage?

Seminaret er for medlemmer af HjernetumorForeningen, som er:

  • Hjernetumorramte med lav- eller højgradstumor
  • Ægtefæller eller partnere
  • Forældre
  • Voksne søskende
  • Voksne børn

Hvad koster det at deltage?

Seminaret koster 700 kr. pr. deltager.

Prisen inkluderer overnatning, fuld forplejning og hele seminarprogrammet.

Ønsker du at ankomme allerede fredag aften, er det muligt mod et tillæg på:

  • 945 kr. for enkeltværelse inkl. morgenmad
  • 1.145 kr. for dobbeltværelse inkl. morgenmad

Der er et begrænset antal værelser fra fredag til lørdag.

Tilmelding

Du kan tilkendegive din interesse frem til den 1. september 2026.

Da interessen for seminaret er stor, fordeles pladserne først efter tilmeldingsfristens udløb. Vi prioriterer medlemmer, som ikke tidligere har deltaget på weekendseminaret.

Din tilmelding er derfor en interessetilkendegivelse. Du vil få endeligt svar om din deltagelse senest d. 7. september.

Ved tilmeldingen må du gerne oplyse kosthensyn, allergier og eventuelle behov for kørestol eller rollator.

Seminaret er for medlemmer af HjernetumorForeningen. Hvis du endnu ikke er medlem af HjernetumorForeningen, kan du indmelde dig her:

Opret medlemskab

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Liana på liana@hjernetumorforeningen.dk.