Weekendseminar: Når livet slår hårdt - udfordring og mestring

Vi afholder weekendseminar for hjernetumorpatienter og pårørende på Trinity Hotel ved Fredericia den 5.-6. oktober 2024.

På seminaret er der mulighed for at mødes med andre i samme situation, og du kommer hjem med nye indsigter, nye værktøjer til at tackle hverdagen og helt sikkert nye bekendtskaber.

Programmet byder om lørdagen på arbejde i grupper, hvor samtalen og erfaringsudvekslingen vil tage udgangspunkt i oplæg fra neuropsykologer og en familieterapeut. Deltagerne inddeles i tre grupper: 1) hjernetumorramte, 2) pårørende og 3) familier med hjemmeboende børn.

Der er lagt pauser ind i løbet af dagen, så alle kan få klaret hovedet og få et lille hvil. 
Efter gruppearbejdet er der mulighed for en gåtur og en god snak.

Lørdagen afsluttes med fælles middag.

Om søndagen er der fokus på Hjernetræthed også kaldet Hjerneskadetræthed - ”Hvordan leve med den nye hjerne?

Se det detaljerede program

Seminaret er målrettet og åbent for alle hjernetumorramte (både højgrads- og lavgradstumorer), ægtefæller, partnere, forældre, voksne søskende og voksne børn, der aktuelt lever med sygdommen og dens udfordringer, og som er medlem af HjernetumorForeningen.

Prisen for deltagelse er kr. 600 pr. person.

Hvis du/I ønsker at ankomme fredag aften, kan det lade sig gøre mod en ekstra betaling på kr. 895 pr. enkeltværelse og kr. 1095 pr. dobbeltværelse inkl. morgenmad.

Oplys os gerne ved tilmelding, om du er vegetar, veganer, har brug for f.eks. glutenfri kost eller har andre allergier, der skal tages hensyn til. Oplys også, hvis du har behov for at komme omkring i kørestol eller med rollator.

Der er begrænset antal pladser på seminaret, ved overtegning oprettes venteliste.
Oplys om du har deltaget i foreningens seminar tidligere. Vi kan blive nødt til at prioritere nye deltagere.

Tilmeldingsfrist d. 8. september. Du tilmelder dig seminaret via tilmeldingslinket.

Hvis du endnu ikke er medlem af HjernetumorForeningen, kan du indmelde dig her:

Opret medlemskab

Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Pia Riis Olsen på pia@hjernetumorforeningen.dk