Region Midtjylland stopper med at bruge Avastin til behandling af hjernetumorer

24-01-2019
Midtjylland vil som eneste region ikke længere finansiere Avastin-behandling til patienter med hjernetumorer. Det har fået Dansk Neuro-Onkologisk Gruppe til at sende bekymringsbreve til Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Hjernetumorforeningen finder det lige som DNOGs bestyrelse meget bekymrende - for ikke at sige forkasteligt - at Region Midtjylland kan sætte økonomiske udgifter over menneskelige og faglige gevinster. Avastin har forlænget restlevetiden for rigtig mange glioblastompatienter, og det endda uden de store bivirkninger. Foreningen finder det helt uacceptabelt, at patienter i Region Midtjylland nu ikke længere kan modtage behandlingen på lige vilkår med andre hjernetumorpatienter i landet.

Vi forventer at Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for patientsikkerhed tager affære og sørger for lige vilkår og ens behandling til alle.

Læs resten af artiklen fra Dagens Medicin d. 22-01-19 nedenfor: 

 

"Afdelingerne i Region Midtjylland får ikke længere dækket udgifterne til medicin, hvis en patient med tilbagefald af hjernetumorer sættes i behandling med Avastin. Det fremgår af referatet fra den regionale lægemiddelkomités møde i december.

Lægemiddelkomiteen anbefalede på sit møde i september 2018 regionens Klinikforum (Klinikforum består af cheflægerne og en chefsygeplejerske fra hospitalerne i Region Midtjylland, samt repræsentanter for regionens sundhedsstab, red.), at Region Midtjylland ikke længere skulle anvende Avastin til behandling af hjernetumorer.

Årsagen til anbefalingen var, at det europæiske lægemiddelagentur EMA ikke har godkendt Avastin til denne indikation, og at der efter den regionale lægemiddelkomites vurdering manglede evidens for denne behandling.

Klinikforum bakkede op om anbefalingen, og regionens direktion har efterfølgende meddelt hospitalsledelsen på Aarhus Universitetshospital, at behandling af hjernetumorer med Avastin ikke længere finansieres af regionens centrale medicinpulje.

I forbindelse med beslutningen om at anbefale ikke længere at anvende Avastin til behandling af tilbagefald af hjernetumorer, opfordrede den regionale lægemiddelkomité i Region Midtjylland Dansk Neuro-Onkologisk Gruppe (DNOG) til at revidere den eksisterende retningslinje for behandlingen. DNOG svarede regionen, at man ikke fandt, at der var grundlag for at ændre brugen af Avastin til patienter med hjernetumorer.

Bekymringsbreve

DNOG har efter Region Midtjyllands beslutning taget kontakt til Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed, fortæller gruppens formand, overlæge René J. Laursen, neurokirurgisk afdeling på Aalborg Universitetshospital.

»Region Midtjylland har valgt at gå enegang på dette område. DNOG har derfor skrevet bekymringsbreve til Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsstyrelsen, for at gøre styrelserne opmærksomme på beslutningen, og på de konsekvenser den efter vores vurdering kan have for patienterne. Vores bekymring er bl.a., at beslutningen overvejende sker ud fra økonomiske betragtninger og ikke er fagligt velfunderet,« siger René J. Laursen.

Ifølge Dagens Pharmas oplysninger forventer regionen at kunne spare op til ti mio. kr. årligt ved at stoppe for Avastin-behandling af patienter med tilbagefald af hjernetumorer. Både Region Nordjylland og Region Hovedstaden har meddelt den regionale lægemiddelkomité i Region Midtjylland, at de fortsat vil anvende Avastin til patienter med tilbagefald af hjernetumorer. Region Hovedstaden har desuden oplyst lægemiddelkomiteen om, at man har ‘betydelig dokumentation for effekt på overlevelse’, meget sjældent oplever bivirkninger, og desuden har formået at målrette behandlingen og nedsætte forbruget de seneste år."

- Niels-Bjørn Albinus (Dagens Medicin)

Få vores nyhedsbrev

HjernetumorForeningens nyhedsbrev udsendes 4 - 6 gange om året. Vi skriver om livet med en hjernetumor, beretter om ny forskning og nye behandlingstiltag samt informerer om foreningens kurser, netværksgrupper og øvrige aktiviteter.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

 
Tilmelding nyhedsbrev

HjernetumorForeningens nyhedsbrev udsendes 4 - 6 gange om året. Vi skriver om livet med en hjernetumor, beretter om ny forskning og nye behandlingstiltag samt informerer om foreningens kurser, netværksgrupper og øvrige aktiviteter.

Ja tak, tilmeld mig