Fra Frid: Ulighed i sundhedsvæsenet

31-03-2020
Det siges, at det var de rige, der bragte coronavirus hjem fra deres skiture i alperne, men at det er de fattige, gamle og udsatte, der nu er indlagt med virus på de intensive afdelinger på vores hospitaler.

Det er nok et lidt forenklet billede. Så direkte slår uligheden trods alt ikke igennem i sundhedsvæsenet.

Alligevel oplever vi uligheden i sundhedsvæsenet. Allerede i forholdet til lægen er der forskel på, om du er gået tidligt ud af skolen, eller har en uddannelse, der er på niveau med den diagnosticerende læge. Der er dem, der tør udfordre lægen med uddybende og måske endda kritiske spørgsmål. Og så er der dem, der kommer ind til konsultationen med en mindreværdighedsfølelse, fordi man ikke matcher lægens sprog og uddannelsesniveau.

I en forårshilsen til medlemmerne af Hjernetumorforeningen gør formanden Karen Risgaard opmærksom på tre områder, hvor hun har iagtaget ulighed i sundhedsvæsenet: Ved diagnosticering og hos den praktiserende læge (hvis du er så heldig at have én). Risgaard peger også på ulighed i rehabiliteringen efter behandlingen på sygehus "og såmænd også ulighed i den forståelse man som patient møder i jobcentret."

Som så mange andre fik jeg at vide, at jeg nok havde arbejdsrelateret stress, da jeg gik til lægen med de første symptomer af en hjernetumor. Hun mente, at jeg som så mange andre midaldrende journalister levede for hektisk og blot skulle dæmpe blodtrykket. 12 måneder senere viste det sig, at jeg havde en lavgradstumor på størrelse med en mandarin i pandebrasken.

Ifølge Hjernetumorforeningens formand bliver mange patienter først diagnosticeret med stress. De praktiserende tænker stereotypt - måske fordi deres viden om hjernetumorer stadig er for begrænset - når de møder en patient med hovedpine, hukommelsesbesvær, manglende overblik og overskud.

I en tid med mangel på praktiserende læger er risikoen for, at det går galt allerede hos lægen betydelig pga. de store pres lægerne oplever.

Efter behandling på hospital kommer den næste store udfordring i form af genoptræning og rehabilitering. "Hvad gør man, når man på jobcentret sidder overfor en sagsbehandler, der kigger i journalen og bliver glad, når vedkommende ser, at kirurgen har skrevet at alt ser fint ud", skriver Risgaard i sin forårshilsen."Det læser sagsbehandleren måske, som om du er rask og kan genoptage dit fuldtidsjob."

Efter corona-krisen kan vi allerede nu forudse et betydeligt pres på de offentlige pengekasser. Og erfaringsmæssigt ved vi, at netop pengene til genoptræning kan blive den høvlebænk, der files på, om jeg så må sige. Jeg har selv oplevet, hvordan man fra kommunal side fortolkede kognitiv træning som et personligt og professionelt ønske, selv om behovet var formuleret af læger fra det danske sundhedsvæsen.

Her spiller uligheden en betydeligt, for i perioden efter behandlingen er det afgørende at komme ordentligt på benene igen, så du kan vende tilbage til hverdagen bedst muligt. Her er der igen forskel på dem, der kan argumentere og selv finansiere genoptræning på den ene side. Og dem, der ikke er i stand til at stritte imod et afslag, fordi de hverken har ord eller økonomi til det.

Den ulighed er ikke et moderne velfærdssamfund værdigt.

Karen Risgaard slår også et slag for én gang for alle, at få fjernet betegnelsen "godartet tumor" fra sproget. "Det giver ingen mening", skriver hun. "Der er intet godt ved at have en hvilken som helst tumor noget som helst sted i hjernen! Lægerne må også her hjælpe os, for det duer ikke, at de af misforstået hensyn og beroligelse af patienten kalder det en godartet tumor, for det forpester måske samarbejdet med jobcentret på den lange bane."

Ulighed i sundhedsvæsenet føjer sig til debatter om ulighed på en lang række områder i samfundet. Den nye S-regering gør netop ulighed til et afgørende omdrejningspunkt i deres politik. Der kan derfor være god ide, at fokusere på ulighed for os som patienter.

For behandlingen af os, når vi er allersvagest og mest udsatte, er et tegn på hvordan det går med velfærdssamfundet.

Den franske økonom Thomas Piketty har forsket i ulighed i snart 30 år. Han har bemærket, at så snart talen nærmer sig ulighed, så bliver økonomi til politik.

Man kan kun håbe, at politikerne lytter med, når vi fortæller om vores erfaringer med ulighed i sundhedsvæsenet.

Vores ambassadør fortæller om livet med en hjernetumor

Niels Frid-Nielsen er ambassadør for HjernetumorForeningen. Niels skriver indlæg om livet med en hjernetumor, som du kan finde her i nyhedsoversigten.

Se alle Niels' indlæg

Få vores nyhedsbrev

HjernetumorForeningens nyhedsbrev udsendes 4 - 6 gange om året. Vi skriver om livet med en hjernetumor, beretter om ny forskning og nye behandlingstiltag samt informerer om foreningens kurser, netværksgrupper og øvrige aktiviteter.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

 
Tilmelding nyhedsbrev

HjernetumorForeningens nyhedsbrev udsendes 4 - 6 gange om året. Vi skriver om livet med en hjernetumor, beretter om ny forskning og nye behandlingstiltag samt informerer om foreningens kurser, netværksgrupper og øvrige aktiviteter.

Ja tak, tilmeld mig